|
Mandag, 03. maj 2010 07:18 |
Weekenden 17.-18. april afholdt DBF DM for hold og Værløses U13 hold havde via en flot 3. plads på sjælland kvalificeret sig. Sakskøbing og Maribo skulle lægge hal til arrangementet som ialt havde 12 hold som deltagere.
Vores hold gennem sæsonen havde desværre et afbud til weekenden, idet Sebastian Lundsgaard var forhindret, men Sune havde fundet en fuldgod erstatning i Jonathan Brinch Olsen som startede sæsonen i U13C og nu er nyoprykket i U13M.
Holdet bestod således af Mickey Lykkegren, Thomas Hauschou, Jonas Hvidemose, Jonathan Brinch Olsen, Michala Udsholm Knudsen, Cecilie Finne Ipsen og Julie Dawall Jakobsen.
Programmet var selvfølgelig ventet med spænding, var vi heldig eller uheldige, slap vi for Århus AB og Lillerød som var storfavoritter.... nej det gjorde vi så ikke, puljen sagde Århus AB og Gentofte. Vi kan vel sige at vi var både uheldige og heldige, så det var bare med at være klar og gøre det bedst muligt.
En tidlig tur hjemmefra og så var vi klar til første kamp lørdag kl 9.30 i Sakskøbing mod Gentofte. Vi var favoritter da vi havde bedste dreng og klart bedste pige side på papiret. Vi vandt kampen 7-2 og der var aldrig tvivl om udfaldet. Vi havde nu 2. pladsen i puljen hjemme og vi kunne spille frit mod storfavoritterne fra Århus AB. Vi valgte at stille lidt anderledes op for ikke at brænde alt for meget krudt af i en kamp som realistisk set ikke kunne vindes samlet og vi ville gerne kunne give max gas i dagens sidste kamp mod en anden pulje 2er. Vi taber kampen 9-0 men alle yder en flot indsats og selvom vi faktisk ikke vinder sæt, så var vi meget tæt på i 4 af kampene. Specielt Michala skal roses for en kanonsingle mod DK´s nr 6 hvor hun får 13 og 17 og lige så godt kunne have vundet 2. sæt. Også Jonathan var meget tæt på.
Kl 18.30 startede så 2er slutspillet om pladserne 5-8. Vi ventede med spænding på DBFs lodtrækning om hvem vi skulle spille "semifinale" mod og det faldt sådan ud af vi skulle møde Triton Ålborg og så skulle Horsens møde Skovshoved.
På papiret en rimelig lige kamp når man så ned over spillerne rangering, måske med et lille plus til os.
Holdet viste igen stor vilje og koncentration og vi vandt 9-0 i flot stil. Der var flere 3 sæts kampe, men vi præsterede godt og vandt fortjent. Efter et hurtigt bad gik turen mod Maribo Vandrerhjem hvor pizzaer blev nydt efter en lang dag.
Søndag morgen startede perfekt med god morgenmad på vandrerhjemmet og vi skulle ikke for tidligt op, for dagens placeringskamp mod Horsens om 5.-6. pladserne skulle først spilles kl. 12.30.
Kampen så på forhånd lidt svær ud, dels havde Horsensspillerne spillet virkeligt godt dagen før og specielt i bredden af holdet så de lidt stærkere ud end os. Vi starter godt og Mickey vinder 1.hs samtidig med at mixer spiller. De bliver dog tabt efter tætte kampe og god spil. Julie overvinder en svær start og vinder 1. ds i 3 sæt samtidig med at vi taber 2. ds, og 2. hs så vi er bagud 4-2 før doublerne. De bliver desværre tabt alle tabt i 3 sæt så ialt taber vi kampen 2-7 men 4 af de tabte kampe er i 3 tætte sæt. Så tæt på og så alligevel.
Alle spillede dog godt, kæmpede og bakkede hinanden op så der skal lyde et stort tillykke med 6. pladsen og vi som var med som forældre/træner/coach mv var meget tilfredse med indsatsen.
Alt i alt en flot sæson for et hold som har udviklet sig meget, alle har præsteret når man skulle, humøret er højt og viljen er tilstede. Et stort tak til Anne Hauschou for at arrangere turen, til Anders Hvidemose, Gitte Knudsen og Tina Dawall for at overnatte med spillerne og bringe dem hjem igen.
Jeg er sikker på at alle igen i næstesæson vil gøre en stor indsats for U13/U15 hold og gøre VB stolte. |