En fantastisk sæson fik den helt rigtige afslutning, da Værløse med en sejr på 4-3 efter Golden Set over Århus sikrede sig bronzemedaljerne i årets Badmintonliga.
Helt som ventet blev det en yderst tæt affære med masser af 3-sættere. De to eneste 2-sættere blev relativt hurtigt overstået, begge med Værløsesejre. Trods en 40 timers lang busrejse i benene, vandt Tine Rasmussen i vanlig sikker stil sin damesingle. Og Emil Vind udnyttede sikkert, at Århus stillede med en 18-årig debutant i 2. herresingle.
Samtidig udspillede der sig på den anden bane et fortættet drama i den kamp, der på papiret lå allermest til Århus; Jan Ø Jørgensen havde igen store problemer med Kasper Ipsen. Århus-stjernen var tydeligvis også påvirket af den lange bustur hjem fra EM. Og på den baggrund var det egentlig imponerende at han overvandt et tabt første sæt og endte med igen at slå Ipsen med 21-19 i 3. sæt.
Dermed var det 2-1 til Værløse inden de tre doubler, der alle blev tætte. Anders Kristiansen og Karina Sørensen lagde ud med at tage første sæt tæt i mixen, inden de tabte stort i andet. I tredje var de dog i teten det meste af tiden, og med 21-16 bragte de Værløse på 3-1. Næsten samtidig gik det dog modsat i herredoublen, da Martin Lundgaard og Mads Kolding trods et vundet første sæt til sidst måtte strække våben.
Tilbage var damedoublen – og den blev endnu mere spændende end de to andre kampe. Anne Skelbæk og Maria Helsbøl spillede et helt fantastisk første sæt, som de vandt 21-13. Men så kom Lena Frier og Line Kruse i gang og vandt andet. Tredje sæt blev meget lige, og ved á 19 var vi kun to bolde fra sejren i ordinær kamp – men det blev de rutinerede Line Kruse og Lena Frier, der trak det længste strå og sikrede Århus dagens anden 21-19 sejr i 3. sæt.
Så var scenen sat til det altafgørende Golden Set. Det blev mixdouble, og med de samme 4 kombattanter som i den ordinære kamp. Anders og Karina kom stort foran fra start – og det viste sig meget afgørende. Ved 18-14 fik Karina en fiberskade i læggen og kunne derfra stort set ikke andet end at stå på benene. Men heldigvis viste Anders klassen og rutinen ved at gå ind og satse 110 % på resten af boldene – og det var nok til, at Værløseduoen til sidst kunne sikre sejren og dermed medaljerne med 21-16.
”Jeg er selvfølgelig meget stolt og glad på holdets vegne. Jeg synes virkelig, de har fortjent at få en medalje ud af den her sæson. Dels har vi spillet godt som hold i praktisk talt alle kampe, og så synes jeg også vi gik undervejs – i kvartfinalen – fik vist, at vi kunne trodse uheld og dårlige forhåndsodds og slå til alligevel”, siger Eliteformand Anders Nielsen, der midt i glæden over sejren dog også godt kan forstå, hvis Århus var skuffede efter kampen. ”De har jo haft en sæson meget lig vores, hvis ikke endnu bedre. De har været fantastisk stabile og har jo også slået os to gange tidligere. Men som jeg har sagt tidligere, så synes jeg vi var uhyre tæt på begge gange. Og som de to hold har været skruet sammen i år, ville sejren altid kunne gå til begge sider. Under alle omstændigheder viste kampen klart, at det var de to rigtige hold, der spillede om bronzen – og i dag blev det så os, der løb med den”, siger Anders, der i sejrens stund også havde store roser til alle dem, der er med til at sætte rammerne omkring kampene.
"Det er en sand hær af gode og kompentente personer, der gør det muligt at sætte de rammer i Arenaen, der gør det inspirerende for holdet. Hvis man tager alt med - opsætning, nedtagning, afvikling med speaker, resultater, indgangsstyring og liniedommere - tror jeg vi er i nærheden af 25 personer i fuld aktivitet på en dag som i dag. Uden dem var vi ikke adrig nået hertil, så en meget stor tak til dem for indsatsen gennem hele sæsonen", slutter Anders.
|