Vi er utroligt glade for, at vi kan fortsætte med samme trup til næste år. Sportsligt taler såvel deres resultater som deres indsats og indstilling i kampene næsten for sig selv. Og hvad angår vores træninger og vores træningsmiljø, så kan jeg ganske enkelt ikke forestille mig nogen piger, der kan gøre det bedre.
Sådan siger Eliteformand Anders Nielsen om det faktum, at truppen omkring 1. holdet forbliver uændret på damesiden til den kommende sæson.
Alle fem har markeret sig stærkt i år. Tine Rasmussen har været mere suveræn end nogensinde, og Anne Skelbæk og Maria Helsbøl har indiskutabelt fået deres gennembrud i år med en stribe sejre over de øvrige toppar herhjemme. Karina Sørensen har vist sig at være en fantastisk afløser for en så stærk spiller som Kamilla Juhl, og endelig har Amalie Fangel vundet når hun har været med på holdet, og har i øvrigt været en af de absolutte nøglepersoner i 2. holdets flotte efterår i 1. division.
Så ikke noget at sige til, at der er stor glæde over, at samarbejdet kan fortsætte med dem alle sammen.
Anders Kristiansen bliver til 2012.
På herresiden er de fleste af brikkerne også faldet på plads. Blandt andet er der lavet en aftale med Anders Kristiansen, som løber helt frem til sommeren 2012.
Anders er blevet en hjørnesten i hele vores set-up. Både som spiller og som træner har han gennem mange års målrettet indsats arbejdet sig op til sit nuværende høje niveau. Hans seriøse indstilling og engagement på begge fronter er i en klasse for sig. Derfor foreslog vi en 2-årig aftale for at sikre det grundlag, som vores træningssetup bygger på. Og det er vi naturligvis meget glade for, at han var med på siger Anders Nielsen.
Også singlerne Kasper Ipsen og Emil Vind vil være at finde i Værløse til den kommende sæson. Ipsen har igen i år vundet nogle bemærkelsesværdige sejre, og Vind har efter en lidt tung start fundet en god rytme i holdkampene, hvor han dels har vundet de kampe han skulle, og samtidig har formået at presse nogle af de rigtig giftige 2. singler.
Det er således kun få pladser, der endnu hersker usikkerhed omkring. Det ligger fast, at Mads Kolding flytter til Skovshoved, mens det endnu er uklart, om veteranen Martin Lundgaard tager endnu en sæson. Derudover spiller den økonomiske faktor også en væsentlig rolle.
Lige som sidste år, hvor vi mistede Simon Mollyhus og Kamilla Juhl og fik tilgang af Karina Sørensen, så kan det sagtens ske, at vi i år af økonomiske grunde må indstille os på at blive endnu én spiller færre i toppen. Men i givet fald bliver det jo så chancen for én af de spillere, der i år har trådt i karakter på 2. holdet, siger Anders, der forventer en endelig afklaring på den samlede spillersituation inden for den næste måned. |