Torsdag aften indledes knald-eller-fald fasen af Badmintonligaen, når Værløse og AB Århus mødes i den første kvartfinale.
På Værløse-mandskabet er kortene blandet godt og grundigt til opgøret. Og kombineret med den mere standardbetonede opstilling fra AB Århus, ligner kampen en spændende og yderst uforudsigelig affære.

Mest markante ændring hos hjemmeholdet er på damesiden. I fraværet af både Anne Skelbæk og Karina Sørensen, er Tine Baun er flyttet over i damedoublen sammen med Tinna Helgadottir, der har gjort det så godt i år. Det har i damesinglen givet plads til Anna Thea Madsen, som har haft en serie gode resultater, både på 1. divisionsholdet og i individuelle turneringer, og ikke mindst i sin debut på ligaholdet i Slagelse, hvor hun vandt. Og som holdene står mod hinanden, ser vi ud til at have gode muligheder i både singlen og doublen.
Det har samtidig givet mulighed for at flytte Maria Helsbøl over i mixen, hvor hun kommer til at udgøre en meget stærk duo med Anders Kristiansen, der er rykket over fra herredoublen. Det bliver også nødvendigt, idet de står over for Mats Bue og Line Kjærsfeldt. Især sidstnævnte har gjort sig voldsomt bemærket på det seneste, blandt andet med et par semifinalepladser til DM og udtagelse til hold EM

Med Anders i mixen, bliver der tale om en ny konstellation i herredoublen, hvor Rasmus Mangor spiller sammen med Rene Mattisson. De kommer på en svær, men ikke umulig, opgave mod Rasmus Bonde og Kim Astrup. Og i herresingle bliver der debut til Mikkel Mikkelsen, som også har været stærkt spillende på det seneste, og som har et indgående kendskab til Århusholdets Flemming Quach. De to mødes i 2. singlen, mens Kasper Ipsen spiller som sædvanligt 1. single, hvor han møder den stærke inder Arnand Parwar
”Jeg tror det bliver en super holdkamp. Selvom der er favoritter her og der, så er ingen af de 6 kampe afgjort på forhånd. Og jeg tror vi kommer til at se et Værløsehold med stor gejst og tro på sagen, ligesom det også tegner til at vi bliver mange i hallen. Så jeg glæder mig meget til kampen”, siger Eliteformand Anders Nielsen
Der er kampstart kl. 19. Holdopstilling og kampprogram for ligaen kan ses her.
|